Koks-Kjesten strækker det gamle skelet
hun er træt
børster sit lagen for koksstøv frit
så det blir hvidt
Kjesten er sur
nu skal hun til det
ud på sin tur
nej, om hun vil det!
Men hun skal og hun må
som et spøgelse gå
hver gang domkirkeuret slår tolv.

Koks-Kjesten går gennem løftet op
med et hop
sopper i måneskin stuen rundt
det er så sundt.
Kjesten er sky,
kommer der nogen
søger hun ly
henne i krogen
men hun skal og hun må
som et spøgelse gå
hver gang domkirkeuret slår tolv.

Koks-Kjesten går hos en ydmyg præst
ind som gæst
bladrer distræt i hans bibelbog
sikken et sprog!
Kjesten er trist
fuldmånen skinner
iskoldt og spidst
på hendes kinder
men hun skal og hun må
som et spøgelse gå
hver gang domkirkeuret slår tolv.

Koks-Kjesten laver lidt larm for spøg
Hiv-o-høj!
bliver selv angst for sit hvide lin
kvæler et hvin.
Kjesten er ræd
vil jo slet ikke
gøre fortræd
sandelig ikke
men hun skal og hun må
som et spøgelse gå
hver gang domkirkeuret slår tolv.

Koks-Kjesten siver igennem en væg
kluntet træg
ind hos en snorkende ung student
med søvntalent.
Kjesten blir bød
- Hvad om nu drengen
vågned og bød mig
varme i sengen!
- men hun skal og hun må
som et spøgelse gå
hver gang domkirkeuret slår tolv.

Koks-Kjesten strækker det gamle skelet
hun er træt
nattens møjsom'lige spøgeri
er nu forbi.
Kjesten går ned
klokken er slagen
koksbunkens fred
dulmer om dagen
men hun skal og hun må
som et spøgelse gå
hver gang domkirkeuret slår tolv.

Bent Lumholt