Mel.: Aarhus Tappenstreg.

På Borchs Kollegium gik jeg lad,
Jeg ingenting bestille gad,
min sjæl var led ved indeliv
og blodløst tidsfordriv.
Da kom en grumme flot sergent
og råbte: "Hov, du der student!
Mor Dannemark er stedt i nød,
skal hun nu vorde død?
Ti-tyve tusind prøjsere
(den værste samling løjsere)
ståe sønderud og true os,
for de vil nemlig kue os.
Afsted da, hver, hvis unge hu står til at slås
for fædreland og konge mod det tyske ros!"
- Da smed jeg min krock-kølle ind i et staudebed,
sprang hastigt på hesten, som hververen havde med,
vi nåede dampskibet, just som det sagte gled
fra bolværket ud på Det store Bælt.
Samme dags aften stod jeg under fanerne,
da tyskerne viste sig, spændte vi hanerne,
jeg sigted' og skød,
jeg sigted' og skød,
til fjender i bunker omkring mig flød.

Det var ved Sankelmark Sø, jeg til sidst
fik selv så brat i mit bryst noget spidst,
som blæste livsgnisten ud med et pist,
og det må siges at være lidt trist.
- Ja, så døde jeg kort sagt,
men jeg håber, at Borchen ej glemmer mig,
at stenen i plænen i haven ej skæmmer sig.
Jens gik omkuld,
nu er han muld,
sit land og sin drot var han tro og huld.

B. L. [Bent Lumholt, red.]
21. 6. 1958.