Mel.: Langt høiere Bjerge saa vide paa Jord.

Der gik en Professor med hinkende Fod
Og klingende Mynt i sin Lomme,
Paa Urter og Stoffer han vel sig forstod,
Paa Bøger, de lærde, de fromme;
I Diglen han speided ved Midnatstid,
Om Guld ei fremtrylled hans sindrige Flid.

I Verden han vandred saa vide omkring,
Til Velsklands de glødende Bjerge.
Omslynget af Kvindernes glødende Ring,
Sit Hjerte han dog kunde værge,
Til Norden han bragte den udelte Tro
At love en Pige, at bygge og boe.

Men Pigen, der syntes saa ærbar og mild,
Hun spotted den Lærde, der hinked;
Og aldrig, naar Smeltningen syded som Ild,
Imøde ham Guldet dog blinked, -
Nei, Lykken den var ham saa haardt imod,
Den gamle Professor den aldrig blev god.

Da bygged en Gaard han med skjærmende Ly
For Urter og Stoffer og Bøger,
At trygt i den dyre, den larmende By
Studenten sin Lærdom forøger;
Og Gaarden den stander end i Kjøbenhavn
Og bærer trods Stifteren Stifterens Navn.

Hav Tak, Ole Borch! for vort venlige Hjem;
Det bærer din Roes gjennem Tiden;
Vor Kjærlighed vandt Du, og tryller Du frem
Tro Kæmper for Sandhed i Striden,
Da var Dig dog Lykken ei altid imod,
Den gamle Professor tilsidst den blev god.

E. F. KOCH (1864).