1.
Du er nu efor for Borchen
og din lykke dermed gjort.
Du tar huset først i øje
li' fra kvist til gadeport.
Og så hilser du på omnes,
grise, døde, embedsmænd.
Alt vil være fryd og gammen.
Endnu ser du intet "MEN".

2.
Det at nævne ud alumner
kommer du jo let omkring.
i.c. har lagt alt til rette,
du gør nærmest ingenting:
"Denne m/k ønsker omnes,
vil du skrive under her"!
Og så tar du kuglepennen.
Det blir ikke til besvær.

3.
Så skal du helst følge med i,
hvordan dagliglivet går.
Du skal dele ud legater,
som er klar hvert halve år.
Til et møde må du også
stille op i ny og næ,
høre på Regensens jammer
samt dens provsts beklagelse

4.
Dertil kommer årets fester,
særligt to, som du nok ved:
en til jul og en til sommer
(husk at ta' en cognac med).
MEN! Nu kommer det, som du får
- ikke løn, men - ære for:
du skal nemlig hylde Stifter,
just fordi du er efor.

5.
Alt det andet ordner i.c.
(ikke helt, men næsten vel).
Kun den tale for vor Stifter
må du altså klare selv.
Skønt trehundred år er gået,
siden Stifter heden for,
skal du sørge for hans hyldest
qua pro tempore efor.

6.
Og så ved du ikke, hvad du
gribe skal og gøre i.
Prøv det ene, prøv det andet
- det blir altid ram forbi!
Tal om Stifter og hans rejser
- det er hørt til hudløshed.
Prøv så den dér med prinsessen
- omnes' kæber går af led.

7.
Du kan så maske forsøge
dig med Stifters halte ben.
Men for omnes er det ét fedt
med hans ben og nyresten.
Hvis du tænker: Så må emnet
være something aktuelt
- råber omnes straks: For fanden,
vi vil høre om vor helt!

8.
Altså summa af summarum:
dette er en apori
(sådan kalder vi jo den slags
i den høj're teori).
Derfor kan mit råd kun blive
efter mine egne år:
Bring et leve ud for Stifter
- jeg vil tro, at det forslår!

[Jens Glebe-Møller, 1986]