Cantate,
afsiungen ved Indvielsen af Collegium Mediceum
den 28. Maii 1825.

Ordene af Professor K. L. Rahbek,
Musiken af Student A. P. Berggreen.

	Før Talen.
	Herre! Fader! Jehova! Du, som var, som er, som bliver! Hvem Allyset udrandt fra, Du det Godes runde Giver! I Dit Navn det Lys var tændt, Som for Slægter her har brændt.
	Mørkets Fyrste saa med Harm Dig til Ære Lyset brænde, Mordblus greb med trodsig Arm, Dem mod Lyset at udsende. Det nedsegned, qvalt i Gruus; Stolt tilsmiled han sit Blus.
	Fader! Du med Almagts Bliv Atter Lyset bød at flamme, Funkle med fornyet Liv, Giøre Mørkets Magt tilskamme. Jublende det hilse vi; Vi Din Hyldest see deri.
	Herre! Fader! i Dit Navn See os her forsamlet være! Sandheds Lys til Brødres Gavn Her lad skinne Dig til Ære! At vi see og prise Gud, Ham, fra hvem vort Lys randt ud.

	Efter Talen.
	Se unge Phoenix sig paany Af Askehoben freidigt svinger, Omduftet af en Myrrhasky, Sin Faders Støv til Phoebus bringer. Det Myrrha, den omduftes af, Fra Laurbærtykningen nedrinder; Der skygger om de Æreminder, Som pryde, Oluf Borch! Din Grav!
	Ei føre tør Dit Værk Dit Navn; Vi ære, hvad Du bød beskeden, Men Dana ømt i Moderfavn Bevarer det til Evigheden. Hvergang hun reiser Hædersminde For her opelsket ædel Mand, Af hendes Haand Dit Navn Du kan Ved hans jevnsides tegnet finde.
	Fra Tidens Vold, fra Luens Magt Thi frelste hun Dit elskte Billed, Og til vor Høisals bedste Pragt Taknemmelig hun det opstilled. Straal der til lysende Exempel, At vi i Dine Fjed maa gaae, At Mediceum være maa Et Gudsfrygts, Lærdoms, Gransknings Tempel.

[Gengivet efter Borkens Lyre, s. 9-11]